Skive Fjord – regler og info

Skive Fjord er på sin vis en fjord i sig selv. Alligevel betegnes den som en del af Limfjorden. Lystfiskeriet i denne lille og spændende fjord er ikke almindelig kendt, men om vinteren kan havørredfiskeren opleve fjordfiskeri ligeså godt, som i nogle af landets andre gode fjorde.

Skive Fjord er særdeles lavvandet langt de fleste steder og er velegenet til vadefiskeri. Max-dybden i fjorden er ca. 5 meter.

Bunden består mest af mørkere sand, småsten og ålegræs. Flere steder er der dog store muslingebanker og store sten.

Det sene efterår, vinteren og frem til det sene forår, kan man fange havørreder her. Flere stimer er ofte at finde, og til tider kan man være heldig at kroge en stor Karup Å-ørred.

Den største online-guide om lystfiskeri i Limfjorden, kommer også ind på de bedste fiskepladser i Skive Fjord. Find dem her:
Fang din havørred i Limfjorden…

Fredningsbælter i Skive Fjord

Der er i alt 6 halvårsfredninger (Fredningsbælter) i fjorden. Det hvis man tæller den med, som ligger tættest på fjorden i Louns Bredning og den ved Eskær Bæk i Hvalpsund.
Derudover er der 2 helårsfredninger i bunden af fjorden, samt en særfredning.

Læs mere om fredningsbælterne, hvornår de der ophører, ophører, samt hvilke vandløb de er tilknyttet: Klik her…

Et fredningsbælte betyder, at man ikke må fiske indenfor rammerne deraf, da havørrederne skal have en chance for at trække op i åerne og bækkene for at gyde.

Visuelt fiskeri

Da fjorden er lavvandet, kan man ofte opleve synlige stimer af havørreder i overfladen. De jager rejer, kutling, og hundestejler i det helt lave vand. Når man fisker efter stimerne, ser man oftere havørrederne jage/bule efter fluen, blinket eller kystwobleren, end i langt de fleste andre fjorde i Danmark. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen her.

Det at se fisken komme efter agnen, er et visuelt spændende og ofte nervepirrende øjeblik, hvor det gælder om at bevare roen.

Er man heldig, kan man opleve den helt store havørred, komme efter agnen med halvdelen af ryggen ude af vandet, før den hugger eller vender igen, og svømmer ud i det dybere vand.

Det scenarie kan opleves igen og igen i løbet af en dag, hvilket gør fiskeriet i Skive Fjord efter havørreder til noget af landets sjoveste.

Havørred-områder

Fra Skive by og ud til Lyby Strand langs vestsiden af fjorden, bør man ikke spilde sin tid med at fiske. Undtagelsen er, at der kan være mange hornfisk langs strækningen fra maj og nogle måneder frem. Men havørreder er der ikke mange af. Dermed ikke sagt, at de ikke er der, for det kan de være, bare ikke ofte.
Fra og med Lyby Strand og videre ud mod Louns- og Risgårde Bredning, er dog en helt anden sag. Flere gode og givende fiskepladser er at finde der.

Østsiden af Skive Fjord, har meget mere at byde på end vestsiden. Dog ikke når det kommer til antal kilometer man kan affiske, men i forhold til antal havørreder og stabilt fiskeri.

To fiskepladser kan mere end alle andre fiskepladser i fjorden tilsammen. Stårup og nordsiden af Bådsgård Vig, samt den tange der går ca. 400 meter ud i fjorden for enden af vigen.

Selvom Skive Fjord er knap 15 km. lang, så har den reelt set kun 6 km. spændende fiskevand, fordelt på begge sider.

Den absolut mindst givende strækning i fjorden og derfor også det dårligste område at spendere sin fisketid i, går fra Strandtangen Badebro til og med Marienlyst Strand. Chancen for en havørred der, er tæt på ikke eksisterende. Uanset årstid. Her er tale om vestsiden.

Fiskearter i Skive Fjord

Havørred: Fra september til juli.

Hornfisk: Fra maj til juli.

Ål: Fra maj til oktober.

Skrubbe: Året rundt

Fisketegn og regler for fiskeri efter havørred

I Danmark skal alle lystfiskere mellem 18 og 65 år have fisketegn. Fisketegnet giver adgang til alle offentlige fiskevande, herunder også kyststrækninger og fjorde.

Fisketegns-midlerne går til fiskepleje. Fiskeplejen behjælper bl.a. den naturlige reproduktion af fiskebestandene. Der er eksempelvis tale om udsætning af fiskeyngel, vandløbsrestaurering og forskning. Læs mere om emnet her: Fiskepleje.dk 

Fisketegnet er billigt og kan købes online her: Fisketegn…

Ligesom alle andre steder i Danmark, er der også i Skive Fjord, regler for fiskeri efter havørreden.

Mindstemålet er 40 cm. Alle derunder skal genudsættes.

Farvede havørreder/havørreder i gydedragt i fjorden, er fredet i perioden 16. november til d. 15 januar. Begge dage inkluderet. Her må kun fisk med blanke, løse skæl hjemtages.

Rigtig god fornøjelse med fiskeriet i Skive fjord.

/Jari – Lystfiskeri Danmark.

Læs om vinterfiskeri i fjorden i denne artikel. Hvordan, hvor, hvornår og hvad med: Vinterfiskeri…